Rema 1000 får kritik for to forfaldne ejendomme i Gentofte

Reitan 25. jan 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
  • En Rema-annonce i den lokale avis Villabyerne skulle bane vej for ny butik. Det fik to byrådsmedlemmer til først at bede kæden om bedre naboskab

Med en stor annonce sidst i december i fjor under overskriften ”Gentofte siger ja til meget mere bæredygtighed” forsøger Rema 1000 at få den nye kommunalbestyrelse til at se fordelene ved endnu en Rema 1000 i Gentofte. Aktuelt er der kun en butik i kommunen på Søborg Hovedgade 27.

På baggrund af kædens egen undersøgelse fremgår det, at Gentofte og Rema 1000 er godt match i forhold til at styrke kommunens grønne profil. Rema 1000 er i 2021 kåret som Danmarks meste bæredygtige varemærke.

This describes the image

 

I et debatindlæg i Villabyerne skriver de lokale politikere Marie Brixtofte og Kristine Kryger, begge fra Radikale Venstre, at de havde læst om kædens grønne undersøgelse, da hele kommunalbestyrelsen i december modtog en henvendelse fra Rema 1000 om at bygge Danmarks mest bæredygtige supermarked. 

Det får de to politikere til at sende et ønske i kædens retning: ”Det ville nemlig klæde Rema at tage sig bedre af de ejendomme, de har opkøbt i kommunen, og som de lader stå og forfalde”. 

Hos Rema 1000 er der selvransagelse at spore, da Berlingske som opfølgning på debatindlægget kontakter Jonas Vestermann, der er udviklingschef i Rema Etablering.

Han anerkender, at kæden ifølge Berlingske ikke har levet op til sit ansvar som grundejere i kommunen.

Han forklarer det dels med en langvarig forureningssag og efterfølgende hærværk ved tankstationen på Baunegårdsvej og dels manglende fokus på forfaldet ved familiehuset på Ericavej.

- Selvfølgelig er der ingen naboer, der skal lide under vores udviklingsplaner i området, siger Jonas Vestermann til avisen.

I fjor skabte Rema 1000 også opmærksomhed med en annonce i Rudkøbing. Her har debatten om en ny Rema 1000 raset i flere år og delt både byråd og lokalbefolkning.

Da ni mod seks i byrådet stemte for at gå videre med planen om at opføre en Rema 1000 på hjørnet af Nørrebro og Ringvejen, indrykkede kæden en takkeannonce i Fyens Amts Avis til borgere og embedsmænd. 

Kæden bebudede, at den senest i 2023 ville slå dørene op til en ny butik.

 


 

Opdateret 26. jan 2022