Leder: Tillykke til os - og mere til jer i 2022

Politik og samfund 13. jan 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
  • Af Jesper Veber Knudsen, ansv. redaktør.

For et år siden, onsdag 13. januar 2021, udkom den første udgave af Dagligvarehandlen som e-avis. Dagen efter var der premiere på vores nye website og det daglige nyhedsbrev under samme navn. Det er med andre ord blevet tid til at fejre, at der nu er gået et år siden, at købmændenes gode gamle Dansk Handelsblad fra 1909 fik sig en afløser, som førte det bedste af bladtraditionerne videre i nye formater med mere fremtid i.

Det er nu ikke, fordi jeg husker skiftet til Dagligvarehandlen (og selskabet bag, DH Media) udelukkende som en velsmurt proces uden bump på vejen. Men fødsler er jo heller ikke ligefrem kendt for at være smertefri.

Det vigtigste er, at vi stadig kan give jer, vores brugere og eksistensgrundlag, relevant indhold, som I kan bruge til noget i jeres professionelle hverdag. Det arbejder vi hver dag på at levere – og helst lidt bedre og lidt mere end dagen før.

Vi har siden premieren været i dialog med mange af jer om vores nye produkter. Og efter de første måneder i nyt regi gennemførte vi en brugerundersøgelse for at få noget feedback på jeres oplevelser med dem – og inspiration til at give jer mere af det, I har brug for.

Vi har lyttet til jeres input, og nogle af jeres ønsker til et endnu bedre Dagligvarehandlen vil vi snart kunne opfylde.

Blandt de nye tiltag, som I snart vil kunne opleve, er:

- Et stærkt specialiseret jobsite. Rekruttering er et af de allerstørste og varmeste aktuelle temaer i dagligvarebranchen, såvel som i mange andre brancher. Vi koncentrerer os naturligvis om dagligvarejobs.

- Et nyt produkt på hylderne i form af DH Kombi. Det inkluderer et trykt blad, som en del brugere har savnet sidste år, ikke mindst i leverandørvirksomhederne. Selv om vi alle sammen digitaliserer på livet løs, er der heldigvis mange, der stadig ser fordelene ved godt gammeldags print.

- En opgraderet udlandsdækning via et samarbejde med det anerkendte britiske analysehus IGD, der har en stærk ekspertise indenfor dagligvarehandel og beslægtede brancher. Under overskriften ”Global Stores of 2022” – er der forhåbentlig både til inspiration og aha-oplevelser.

Det var kun en smagsprøve på, hvad vi har på vej til jer i 2022. Der er mere i posen.

Godt nytår!