Mængden af pakker fra Kina styrtdykker

Interesseorganisationer 24. nov 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Niels Ralund Dansk Erhverv
  • Afskaffelsen af momsfritagelse på pakker sendt fra lande uden for EU i betyder et kraftigt dyk i forsendelser fra Kina

Efter EU og Danmark afskaffede momsfritagelsen for pakker med en værdi på under 80 kr. sendt fra lande uden for EU i sommer, er Kina-pakkerne blevet væsentlig færre i de danske pakkebutikker.

Det vækker glæde i Dansk Erhverv, som længe har kæmpet for bedre konkurrencevilkår for danske netbutikker.

Siden gennemførelsen af de nye momsregler fra 1. juli i år er forsendelserne fra kinesiske webbutikker gået fra 50.000 forsendelser til 5.000 forsendelser om dagen, lyder det fra PostNord.

- Vi har kæmpet længe mod ulige konkurrence, og her spillede kinapakker en central rolle. Én ting er, hvor meget det reelt i kroner og øre har betydet for danske virksomheder, at momsfritagelsen er blevet afskaffet – men en anden ting er, at det har været en rød klud for øjnene af danske detail- og e-handlere, som pligtskyldigt afregner moms og sikrer, at de produkter, man sælger, efterlever de lovmæssige krav, siger e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, Niels Ralund.

Han peger på endnu front, hvor kampen skal tages op med platforme som Wish og Amazon. Niels Ralund mener, at det stadig er vigtigt at kæmpe for, at den type platforme bliver produktansvarlige.

- Kinesiske platforme har længe kunnet skovle varer ind i Danmark til en fragt, der har været lig nul – og med varer, der sikkerhedsmæssigt og produktmæssigt ikke lever op til varer solgt i danske butikker. Det har været dybt provokerende.


 

Opdateret 24. nov 2021