Tre af fire kickstarter julegaver med Black Friday

Forbrugere 23. nov 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
  • Den store tilbudsevent bruges af stadig flere danskere til at handle julegaver, viser prognose fra Dansk Erhverv. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Dansk Erhvervs nye prognose for Black Friday tager igen i 2021 temperaturen på danskernes forventninger og købelyst på den store tilbudsdag. Og købelysten er på niveau med de tidligere år.

Den fysiske detailhandel har været hårdt ramt af corona med restriktioner og nedlukninger – særligt i 2020 og foråret 2021. Tendensen ser ud til at fortsætte ind i 2021 trods genåbningen. 

Knap hver anden dansker (52 pct.) forventer således at shoppe i butikkerne på årets Black Friday, viser en prognose fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. 

Det er ca. samme niveau som sidste år – 54 pct. – men et væsentligt fald fra 2019 på 64 pct., hvilket indikerer, at færre danskere vil bruge de fysiske butikker til at handle tilbud på dagen.

Netsalg falder tilbage til før corona

På Black Friday i år forventes danskerne at vende tilbage til samme nethandelsniveau som i 2019, da cirka tre ud af fire danskere (74 pct.) forventer at shoppe online. Det er et lille fald fra sidste år, som lå på 83 pct., hvilket indikerer, at lidt færre vil handle online i år.

- Det er positivt, at den danske detailhandel er gearet til, at vi både kan handle online og fysisk. Det har betydet, at handlen klarer sig godt, selvom corona har givet udfordringer. Og vi ser klart, at danskerne i stigende grad tager nethandlen til sig. Og så er det også værd at nævne, at selvom der har været tale om varemangel, så er der altså ingen grund til panik. Der er masser af varer på hylderne, siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Danskerne forventer i snit at bruge 3100 kr. på Black Friday mod 3150 kr. sidste år.  

Opdateret 23. nov 2021